Klubnyheder

HFK sætter ny medlemsrekord

3. maj 2017, 11.54

Artiklen hentet fra JV.dk AF: BJARNE KOCK-HANSEN , BKH@JV.DK

Haderslev Fodboldklub har nu 1200 medlemmer. Det er det højeste antal nogensinde. Den største fremgang er at finde hos pigerne og de mere modne kvinder.

HADERSLEV: At spille fodbold er mere populært end nogensinde før.

I hvert fald i Haderslev Fodboldklub, der ved årsskiftet kunne gøre antallet af medlemmer op til nøjagtig 1200. Så mange medlemmer har HFK aldrig før haft. Det bringer HFK i top 5 af de største fodboldklubber i Danmark.

I 2013 var der 996 aktive medlemmer af HFK. At der nu er 1200 svarer til en stigning på 20,5 procent. Af de 1200 medlemmer er de 975 mandlige, mens der er 225 piger/kvinder.

- Det har aldrig været noget selvstændigt mål at blive større, men derimod at øge kvaliteten af det vi laver. Og noget kunne jo tyde på, at vi gør et godt stykke arbejde, siger formanden for HFK, Claus Dall.

Procentvis ligger den største fremgang hos pigerne. I alderen fra 13 til 18 år er medlemstallet siden 2013 steget fra 60 til 92. Det svarer til 53 procent.

Helt eksplosiv har medlemstilgangen været hos de kvinder, der dyrker fodbold fitness. De er i alderen 25 til 60 år. Dem var der to af i 2013. Nu er der 37, der et par gange om ugen får sved på panden ved at spille hyggefodbold.

Foruden alle de aktive er der i HFK 393 frivillige, der fungerer som trænere, ledere og hjælpere ved SønderjyskE's kampe. Dem bliver der brug for, når HFK afvikler et stort stævne i pinsen.


Skrevet: 03. marts 2017 - kl. 10:45

Klubnyheder